| 49er blev 7er ved VM |
Med en sejr i det afgørende medal race slutter Århus-brødrene Peter og Søren Hansen årets VM i 49er som nr. 7.
Arkivfoto: Mick Anderson/ mickanderson.dkDer var kun en retning og det var op ad resultatlisten for de to danske 49er-sejlere Peter og Søren Hansen, som var eneste danske islæt i dagens finale ved VM i 49er. De to Århus-sejlere lå nemlig før dagens medal race som dårligst placerede båd i det ti både store finalefelt.
Og de gjorde præcis, hvad de kunne fra start for at sætte konkurrenterne under maksimalt pres. ”Det var et skoleeksempel på en perfekt sejlads. De får en rigtig god start og formår at får den mest direkte linje mod første topmærke,” forklarer 49er-træner Rigo de Nijs.
Danskernes føring er på intet tidspunkt i fare, selvom konkurrenterne nærmede sig. ”På anden runde kommer australierne tættere og tættere på, men drengene har lige netop det fartoverskud, der skulle til for at vinde.”
Bedste VM-resultat
Med sejren i medal race avancerer Hansen-brødrene til den samlede 7. plads, hvilket lillebror Søren fandt ganske tilfredsstillende. ”Vi egentlig glade for det her resultat, for det er vores bedste VM-resultat nogensinde. Så set i det lys, så er der god grund til at være tilfreds,” mente han.
Han hæfter sig specielt ved de detaljer, som der også fremover skal være i fokus. ”Vi er kommet ind i god rytme med vores forberedelser og vi har god fart i båden. Men der er også nogle punkter, hvor vi kan forbedre os let og hurtigt. Teknisk og på nogle andre områder har vi manglet lidt for at være helt med i toppen. For at være med i top 10 skal man være skarp, men vi har ikke været helt skarpe på nogle små marginaler, og det skal man være for at blive verdensmester,” siger Søren Hansen.
Godkendt VM-indsats
Den danske landstræner for 49erne, Rigo de Nijs, mente, at den danske indsats ved årets 49er-VM var ’efter omstændighederne tilfredsstillende’. ”Man kunne ikke forvente topplaceringer fra Peter Krüger og Nikolai Thorsell på grund af problemerne med Krügers ryg (discusprolaps, red.), eller fra brødrene Toft, de har været hængt meget op med eksamenslæsning,” forklarer træneren.
For skadesramte Peter Krüger var bare det at kunne stille til start ved VM en lille sejr i sig selv. ”For tre uger siden så det ud som om, vi ikke kunne sejle VM. Så på vej ind i stævnet var vi på forhånd godt tilfredse hvis vi overhovedet ville formå at gennemføre alle sejladser,” skriver Peter Krüger og Nikolai Thorsell på deres blog på Sejlsport.dk.
Denne side er skrevet d. 19-07-09 af

