Forsiden | Kredse og klubber | Index | Kontakt | Links | Log ind | Om dette site
Tip en ven Printvenlig side
Et fif, der gør forskellen

470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer ligger a point med den førende italienske båd før den afgørende dag. Et lille fif fra den nye mand i trænerbåden er stor del af hemmeligheden.Foto: Mick Anderson for Dansk Sejlunion

For deltagerne ved World Cup-stævnet i Medemblik bød fredagen på et vejromslag, således at der nu var kraftig blæst med mellem 8 og 12 m/s hele dagen. Selvom vinden var taget meget til, så skulle sejlerne fra de 53 deltagende nationer samtidig kæmpe med store retningsskift.

Ikke favortiforhold
Det er normalt ikke de forhold, der indbringer topresultater til de danske 470-sejlere Henriette Koch og Lene Sommer. Men i dag var ’plejer’ borte med blæsten.

”Vi plejer at synes, at det er sjovt at sejle i. Det er slet ikke vores favoritvejr, fordi vi plejer ikke at sejle lynende hurtigt i det. Men i dag var vi super hurtige og kunne følge med alle besætninger på vandet, og det har vi ikke kunne før,” fortæller en glad Henriette Koch efter dagens sejladser, der samlet har bragt danskerne op a point med den førende italienske båd.

Et fif gør forskellen
Forskellen skal ifølge Henriette Koch findes i trænerbåden, hvor den amerikanske tidligere OL-medaljetager, Kevin Burham, sidder for første gang.

”Vi har bare lige fået et fif til, hvordan vi skal sætte båden op. Vi gør langt hen ad vejen de samme ting, men nu rammer vi bare spændingen lidt bedre. Og det gør den helt store forskel. Det er en lille ting, som vi gør anderledes, men det er den, der gør en kæmpe forskel,” forklarer hun.

Hvad præcist forskellen er, vil Henriette Koch ikke ud med, men lidt vil hun godt afsløre. ”Det er måske lidt ekstremt i forhold til, hvad andre gør. Men det er fuldkommen lige meget, for det virker. Folk kom hen til os og sagde ’hold da op, hvad var det for et setup, I sejlede med’? Og der kan vi bare smile og sige, at det er noget, der virker,” lyder det grinende.

Finalen venter
Lørdag venter der 470-pigerne yderligere to sejladser i løbet af eftermiddagen, hvorefter de ti bedst placerede både sejler finale. Her tæller placeringen dobbelt, men Henriette Koch har ikke sigtet rettet så langt frem endnu.

”Vi ligger selvfølgelig rigtig godt før de to sidste sejladser og finalen i morgen. Men med de springende forhold der er her, så kan man nemt hente 20 dumme point. Så vi kan ikke sejle specielt taktisk, men bare koncentrere os om os selv i en sejlads ad gangen. Og så må vi kigge på, hvordan det ser ud, når vi når til finalen,” lyder planen for de næste 24 timer.

Danske placeringer
470 damer
2. Henriette Koch og Lene Sommer (KDY)

Laser Radial
7. Alberte Holm Lindberg (Aabenraa Sejl Club/ Fredericia Sejlklub)

49er
6. Allan Nørregaard (Kolding Sejlklub) og Peter Lang (Fredericia Sejlklub)
7. Peter Krüger (Kaløvig Bådelaug)/ Nicolai Thorsell (KDY)
11. Emil og Simon Toft (begge Skive Sejlklub)
22. Simon Karstoft (KDY) og Søren Hansen (Århus Sejlklub)

RS:X damer
Ikke opdateret i skrivende stund. Kan findes på stævnets hjemmeside



Denne side er skrevet d. 28-05-10 af

Kontakt vedrørende denne sektion:
hovedsponsor

     

Produktsponsorer



Columbus Marine

SAMARBEJDSPARTNERE
 
  







Facebook