...
Windsurf for de helt små
25. juni
Må jeg også prøve, far?
Hvor gammel skal man være for at windsurfe? Svaret er ikke enkelt, for med det moderne begynderudstyr og juniorrigge, kan de små under 10 år også være med.
Gennem de seneste år er der kommet flere nye tiltag, der gør windsurfing mere enkelt for børn. Men det vigtiste for en succesoplevelse er, at der er tryghed omkring vandelementet. Og så også at windsurfing hele tiden er sjovt og med variation på børnenes præmisser. At forældrene er med på sidelinjen gør det hele meget lettere, for de kender børnenes behov og temperament allerbedst. Så tør de små nemlig at være mere nysgerrige på at udfordre sig selv i det våde element – for det hele er næsten hjemligt.
Henrik Carstens – far til to børn, der windsurfer – siger: ”Mine børn, min kone og mig har jo fx fundet ud af, at det er meget sjovere at læse lektier, hvis man griner og har det sjovt. Indlæringen er meget nemmere, når vi vrøvler alle mulige umulige ord, og det er lidt det samme med at surfe. Jeg har jo selv surfet i rigtig mange år, og min drivkraft er egentlig bare at have det sjovt – en slags ’vrøvleri’. At mine børn så også har lyst, gør det bare endnu sjovere for mig. Og måske også for dem. Jeg tror i hvert fald, det er vigtigt, at jeg er med, også selvom de en gang imellem siger, at de kan selv”.
Henriks søn Oscar på 13 år har allerede surfet et par år siden han var 9 år, og nu er datteren Esther på 7 år også gået i gang med at lege på surferen: ”Nu kommer jeg tilbage”, råber hun ti meter fra far efter at have surfet sine første 20 meter. Hun finder hurtigt ud af, at det vist er lettere at padle sig op mod vinden, for det kniber altså lidt med at holde højde endnu. Lidt efter er det tid til at blive smidt i vandet af storebror, og så skal surferen ellers bare bruges til at padle på og være inspektionsskib efter vandmænd – der kan bruges til…….
De vigtigste faktorer for de sjove fornøjelser for børnene på windsurferen er selvfølgelig det rigtige udstyr til børn, meget svag vind og solskinsvejr – og forældrenes deltagelse til at børnene er fortrolige med vand.
Mange klubber i Danmark har det rigtige udstyr, og det perfekte vejr plejer sommeren jo at byde på – så rigtig god sommerferie! Og husk solcremen.
Denne side er sidst redigeret af den 9. juni 2010



