| Strategiarbejdet søsat |
På torsdagens møde indledte Dansk Sejlunions bestyrelse det strategi- og strukturarbejde, som blev besluttet på generalforsamlingen i marts.

Dansk Sejlunions bestyrelse mødtes torsdag eftermiddag i Idrættens Hus i Brøndby, og på agendaen stod igangsættelse af det strategi- og strukturarbejde, som tidligere på året blev vedtaget på sejlunionens generalforsamling.
Udover at fordele de første opgaver og hverv fra det af generalforsamlingen definerede strategiprojekt, så besluttede bestyrelsen også at starte en historie-stafet, der skal løbe sideløbende med det formelle arbejde.
Stafetten i gang
”Det er vigtigt for os, at når vi skal lave strategien for Dansk Sejlunion, så ved vi, hvor dansk sejlsport befinder sig, og hvor vi er på vej hen. Derfor har bestyrelsen besluttet at sende en historie-stafet ud i dansk sejlsport. Den kommer til at løbe sideløbende med det mere formelle strategiarbejde, som blev besluttet på generalforsamlingen,” siger Dansk Sejlunions formand, Hans Natorp.
Stafetten går i sin enkelthed ud på, at stafetten vandrer fra sejler til sejler, der hver især svarer på seks spørgsmål om sejlsportens betydning for den enkelte. Svarene bliver samlet i Dansk Sejlunion, hvorefter de vil blive inddraget i det formelle strategiarbejde.
”Ambitionen er, at vi i fællesskab indsamler viden, historier og fremtidsønsker, der beskriver på hvilken måde, sejlsporten bidrager med noget særligt både for den enkelte sejler og for fællesskabet,” forklarer Hans Natorp.
Målsætningen med dette parallelforløb er klart. ”Det er vores håb, at vi med denne metode kan komme bredere ud i landet end bare Tordenskjolds soldater. Men det gør vi kun, hvis folk ude i sejler-Danmark griber idéen og bærer den videre. Vi skal gerne sætte processen lidt op i gear og give et perspektiv, der kan løfte sig op i helikopteren og bringe sejlsporten ind i fremtiden,” siger formanden.
Stafetten i sin færdige form bliver skudt i gang i løbet af de kommende uger, således at den kan løbe hen over sommeren.
Denne side er skrevet d. 18-06-10 af

