| 470’erne godt i gang ved EM |
470-pigerne Henriette Koch og Lene Sommer ligger nummer 3 ved EM efter de første to sejladser, mens den forsvarende italienske mestre blev ramt af stribevis af uheld.
Henriette Koch og Lene Sommer kunne endelig gøre klar til start efter en første dag, der blev tilbragt på land.Efter en første dag, der blev tilbragt på land på grund af udeblivende vind, så kom der lidt mere gang i sagerne på dag to ved EM i 470-jollen, der i denne uge finder sted i Istanbul i Tyrkiet.
Efter de første to sejladser føres EM af to franske både med henholdsvis 4 og 8 point, mens danske Henriette Koch og Lene Sommer indtager 3. pladsen med 10 point efter en 6. og 4. plads.
Italiensk uheld
Mens det kørte fint for danskerne og franskmændene, så tog den forsvarende europamester, Giulia Conti og Giovanna Micol fra Italien, prisen som de mest uheldige i feltet.
Halvvejs igennem første sejlads lå de nr. 3, men så væltede det ned med problemer. Først drillede spileren, så de to italienske sejlere måtte vende rundt og sejle mod vinden i små to minutter med spileren oppe for at få det bragt i orden.
Et par taktiske fejltagelser på det efterfølgende kryds sendte dem yderligere ned i feltet, hvorefter spileren skulle op igen. Denne gang sad den ikke fast, men valgte at gå i stykker. På den måde frataget topfarten berører de uheldige italienere slagmærket og må tage en 360 graders straf, før de endelig kan komme i mål.
”At alt dette sker i en sejlads er meget mærkeligt. Men jeg håber, at det så betyder, at vi er færdige med den slags for resten af stævnet”, sagde Guila Conti.
Planen for torsdag er en tidlig start og forhåbentlig tre sejladser i løbet af dagen.
Denne side er skrevet d. 02-09-10 af

